3 tips til at renovere din bolig
At renovere en bolig er et stort og meget krævende projekt. Hvad enten det gælder en totalrenovering eller blot en køkkenrenovering, er der gode råd, I kan følge for at øge jeres chancer for en vellykket ombygning. Her får I 3 tips til en succesfuld boligrenovering.
Hold overblik over projektet
Der er mange ting at holde styr på under en renovering. I eller en byggesagkyndig skal vide, hvornår nye materialer skal bestilles samt have overblik over, om de leveres til tiden. Desuden skal der sørges for at håndværkerne følger tidsplanen og tjekkes op på, om projektets mange fagfolk samarbejder.
Hvis det er første gang, I renoverer, er det sandsynligt, at I ikke har den store erfaring inden projektledelse og det byggetekniske. Derfor kan I med stor fordel alliére jer med en bygningskonstruktør, arkitekt eller en anden kyndig rådgiver.
En fordel at vælge totalentreprise
En større renovering kræver ydelser fra en del fagområder. I vil typisk have brug for en murermester, tømrere, malere, elektrikere mm.
Er I helt grønne indenfor renovering, er den bedste idé at organisere jeres projekt som en totalentreprise. Det betyder, at I som boligejere kun skal have kontakt med én entreprenør. Firmaet, I vælger, er hovedentreprenøren, som benytter underleverandører inden for de opgaver, de ikke selv står for.
Ved fagentreprise skal I selv varetage koordineringen af fagområderne i forhold til hinanden, hvilket er et meget krævende job, hvis I mangler den rette erfaring. Totalentreprise kan give jer mere ro og overskud, da I kun har ét kontaktpunkt.
Vælger I totalentreprise, står I desuden stærkere i en evt. garantisag, da I blot har en enkelt entreprenør, som har ansvar for arbejdet.
Vær forberedt på udfordringer og forsinkelser
En boligrenovering går desværre sjældent som planlagt. Ofte vil ting i større eller mindre grad gå skævt. Det er derfor vigtigt at være mentalt forberedt på en smule modgang, så I ikke ender med at føle demotivation.
Ofte skrider tidsplanen for renoveringer, da der opstår forsinkelser. Spørg altid ind til forsinkelserne, men pres ikke håndværkerne ud over rimelighedens grænser, da det kan risikere at ende i dårligt udført arbejde.
I de fleste tilfælde er årsagen helt rimelig, så husk at væbne jer med tålmodighed samt flytte fokus til slutmålet og glæde jer til det færdige resultat.
Følger I disse 3 tips, får I et solidt grundlag for at komme godt i mål med renoveringen.