Aarhus Nord får et nyt højhus – og måske også et nyt vartegn

Aarhus har ikke mangel på bygninger, der er blevet ikoniske for byen. I centrum imponerer Rådhuset stadig, og kunstmuseet ARoS tiltrækker stadig flere kunstinteresserede fra hele verden. Domkirken tårner sig stadig op mod himlen, og for ikke så lang tid siden dukkede Dokk1-biblioteket og Isbjerget op på havnen. Men lidt længere væk fra centrum bliver der længere og længere mellem de ikoniske bygninger. For nylig er der dog blevet enighed om at bygge en ny bygning i Aarhus Nord, og efter sigende betyder det, at et nyt vartegn er på vej til byen. Hotel La Tour i Aarhus N skal nemlig rives ned til fordel for et nyt og imponerende byggeri.

Imponerende højhus indtager det nordlige Aarhus

Byrådet i Aarhus er blevet enige om at godkende lokalplanen for et højhus, der kommer til at tage Hotel La Tours plads ved det gamle vandtårn i Aarhus N. Dermed kan det gamle hotel rives ned og erstattes af et imponerende byggeri, der højst sandsynligt kommer til at blive et nyt vartegn for byen.

Højhuset, der kaldes for ”La Tour Tårnet”, bliver i 5-31 etager til boligformål og får en tilhørende parkeringskælder. Det samlede etageareal ender med at blive omkring 23.000 kvadratmeter og udformes med ca. 300 boliger med fællesfaciliteter i stueetagen. Højhuset bliver angiveligt 95 meter højt. Boligerne bliver forskellige i størrelsen, men hovedvægten af boligerne bliver lidt mindre, så de er mere velegnede til de studerende i Aarhus. En lavere ”halvcirkel” kommer til at huse de mindre lejligheder, mens selve tårnet, der rejser sig de imponerende 95 meter, vil indeholde større og dyrere lejligheder.

Det er arkitekterne 3XN og bygherren Jens Richard Pedersen, der står bag projektet. De lover, at det gamle vandtårn ikke bliver gemt af vejen og kommer til at miste sin status som vartegn. Vandtårnet får stadig lov til at bevare sin karakter af fikspunkt.

Både glæde og ærgrelse at spore hos politikerne

De fleste partier har udtrykt begejstring for projektet, men samtidig er de stort set alle enige om, at det er ærgerligt, at byggeriet ikke indebærer offentlig tilgang til de øverste etager. I Jyllands-Postens artikel forklarer Steen B. Andersen (S), at Socialdemokraterne glæder sig til at se det færdige byggeri, men at han personligt er ked af, at det ikke lykkedes at få et offentligt rum i toppen af bygningen. Han peger på, at det måske kan skyldes, at byrådet ikke tidligt nok fik udtrykt, at der ønskes offentlige rum i nye højhuse.

Enhedslistens Peter Hegner Bonfils udtrykker også ærgrelse for, at der ikke bliver offentlig tilgang til byggeriet, men at projektet ellers opfylder en masse gode kriterier – beliggenheden er god, og der er fin adgang til både kollektiv trafik og uddannelsesinstitutioner.

Jan Ravn Christensen fra SF udtaler, at de bakker op om lokalplanen, og at vi skal glæde os over de mange boliger, der bliver tilgængelige til de studerende. Der bliver rift om lejlighederne, og byggeriet bliver en del af Aarhus’ branding.